For forældre

Forældresamarbejdet er en vigtig del af hverdagen i Mellerup. På denne side finder I praktisk information, vigtige datoer og det overblik, der gør det nemmere at være en del af børnehusets hverdag.

Naturbørnehusets årshjul

Vedhæftet vores årshjul, der beskriver årets gang i børnehuset fra august 2026 til og med juli 2027. Årshjulet informerer om vores tema-uger og arrangementer samt arbejde henover de forskellige måneder i det kommende år.

Vi arbejder igennem hele året med forskellige temaer, hvor målet er at lade børnene sanse og opleve samt lære en masse om forskellige emner. Alt sammen er naturligvis tilrettelagt på en måde, der både inddrager, fænger og fængsler børnene, på en legende og motiverende måde, uanset alder og forudsætninger.

I årshjulet finder I overblik over ferieperioder, fællespasning og meget mere. Her samler vi de vigtigste datoer, så det er nemt at planlægge familiens hverdag.

Arbejdslørdage

Her hjælper vores aktive og engagerede forældregruppe med at vedligeholde rammerne omkring børn og voksne i børnehuset.

Nogle gange er grundig rengøring af de indendørs rammer, lugning omkring frugttræer, buske og i staudebedene på programmet, andre gange er det forefaldende arbejde såsom maling og vedligehold af dyrenes rammer og legehuse, der skal ordnes

Forældrene forpligter sig på aktiv deltagelse mindst 1 gang årligt.

Det er muligt at lægge en arbejdsindsats modsvarende en arbejdslørdag, såfremt man er forhindret i at deltage. Dette aftales med personalet.

Næste arbejdsdag er lørdag d. 22/5 kl. 8.30-14.30. 

 

Kommunikation

Vi bruger VIGGO til den løbende kommunikation med forældre, herunder beskeder, information og indblik i hverdagen. Ved korte praktiske beskeder kan I også sende en sms, så personalet kan prioritere tiden sammen med børnene.

 

Dyrehold og pasning

Kaniner, høns, fisk, Congo-snegle og andet godt fra dyreverdenen er en del af vores dejlige børneliv. Børnene hjælper med pasningen i dagligdagen, familierne hjælper i weekender og ferier.

Både vores høns og kaniner er meget snakkesaglige og elsker, når børnene snakker og kæler med dem.

Vi har vildtkameraer, der hjælper os med at forstå, hvem der vil spise æg og dyr, og vi får besøg af både pindsvin, rådyr, ræv, mår, glente og musvåge.

Praktisk information

Find svar på praktiske spørgsmål om mad, tøj, grej og daglige rutiner.

Det er vigtigt, at børnene har skiftetøj på rummene, så de altid har mulighed for at være iklædt det tøj, der passer til vejret samt at skifte, såfremt de bliver våde.

Vi har grejlister i både vuggestue, børnehave og minihave, og er altid behjælpelige med rådgivning om godt grej, der giver optimale udviklingsbetingelser for en lille krop.

Det er tilladt at have snørebånd her hos os, og vi anbefaler altid gode vandrestøvler med snørebånd, der sidder godt fast på foden 🙂

 

Forældreudvalget har på forældreudvalgsmødet juni 2026 fravalgt frokostordning i børnehuset, gældende indtil juni 2028.

Vuggestue- og minihavebørn medbringer derfor selv mad til alle måltiderne. Børnehaven har forældrebetalt formiddagsmåltid, som børnehavepersonalet står for, herudover medbringer børnehavebørnene selv frokost og eftermiddagsmad.

Vi opfordrer til, at maden indeholder god energi, der giver et stabilt blodsukker, der sikrer børnene det nødvendige fysiske og psykiske overskud hele dagen og er altid behjælpelige med inspiration.

God energi fås blandt andet fra groft brød, grøntsager, frugt.

 

Husk solcreme. Vores børn opholder sig ude en stor del af dagen. Vi følger sundhedsstyrelsens anvisninger, der fortæller, at børnene er dækket ind hjemmefra, hvis I husker at smøre dem rigeligt ind om morgenen. Vi holder selvfølgelig skarpt øje med dem alle og smører de børn, der har behov for det ind  i solcreme igen ved middagstid. Vi forventer altid, at børnene har fået den første grundige indsmøring, inden de lander i børnehuset i perioder hvor der er skoldningsfare. Vi køber solcreme til at supplere med i løbet af dagen og frabeder os solcreme på børnenes rum.

Husk også at tjekke for flåter hver aften inden sengetid.

 

Børn, der bruger ble, medbringer selv bleer. Personalet sørger for besked, når vuggestue- og minihavebørn er ved at løbe tør. Vi prioriterer voksne, tid omsorg og tryghed og ikke sutter, hvorfor børnene sjældent ses med sutter i munden udover ved sovetid eller hvis de er sløje. Vi har et suttehotel med rum til hvert barn, og skifter sutter hver 6 uge af sikkerhedshensyn. Sutter til lur skal altid have navn på sig og skal for vuggestue- og minihavebørn ligge fast i børnehuset. For børnehavens børn ligger de i tasken på garderoben. Bamse, til trøst eller lur ligger på børnenes rum eller ved deres sovegrej. Husk navn.

I børnehaven er børnene i udstrakt grad blefri, eller lige på nippet til at smide den, – og de er færdige med at bruge sut, ihvertfald i løbet af børnehavedagen. Det passer bedst til en hverdag, der tilbringes i naturen og en 3 årigs sprogudvikling, og vi prioriterer altid, at der er en voksen, der har tid til trøst, hygge og bare at være.

Det er altid i orden at have sin bamse med, så længe man er ny og en smule utryg. En god bamse kan hjælpe med i overgangen til en ny hverdag – og giver tryghed.

 

Vi tager billeder med henblik på at dokumentere hverdagen. Vi deler billederne med vores forældre på vores intrasystem VIGGO, der på den måde kan få et indblik i vores hverdag.

Billederne kan med forældretilladelse være tilgængelige via hjemmeside og Facebook.

Vi respekterer vores børn og deler aldrig billeder, som vi tror virker stødende, provokerende eller grænseoverskridende på børn og forældre. Det er altid muligt som forældre, at frabede sig fotos af egne børn.

Det skal I vide som forældre

Find svar på praktiske spørgsmål om barnets hverdag, tryghed og samarbejdet med børnehuset.

Børnene kan starte hos os, når de er fyldt 9 måneder og indtil skolestart. Vi modtager løbende børn i både vuggestue, minihave og børnehave.

Herefter har børnene mulighed for at tilknyttes vores friskole. der går op til 6. klassetrin.

Vi indskriver børn til start d. 1. og 15. i en måned.

Naturbaseret læring betyder at naturen er en integreret del af alle de pædagogiske aktiviteter og den leg, som børnene tilbydes og deltager i. Børnene lærer gennem sansning, bevægelse og førstehåndserfaringer året rundt.

Fællesskab er udgangspunktet for al pædagogisk praksis. Vi ønsker at udvikle rummelige og inkluderende børn, der hver især oplever, at være betydningsfulde i fællesskabet. Hos os inddrager vi hinanden og hinandens perspektiver, lytter og respekterer, anerkender og giver plads.

Vi holder åbent mandag til torsdag fra 6.30-16.45 og fredag fra 6.30-16.00

 

Ja, vi ser forældre som vigtige partnere og forventer såvel interesse som deltagelse i arrangementer. Der er endvidere mulighed for at være med til at forme organisationens udvikling igennem bestyrelsen og/eller børnehusets udvikling igennem forældreudvalget.